Årsresultat og fjerde kvartal 2018: Fortsat stærk vækst for Norconsult

Nyheder
04.marts 2019

Norconsult omsatte i fjerde kvartal 2018 for 1,566 milliarder NOK, og det svarer til en forøgelse på 14 procent sammenlignet med samme periode i fjor. Driftsresultatet udgjorde 103 millioner NOK – en vækst på 18 millioner ift. samme kvartal i 2017

Årsresultat og fjerde kvartal 2018: Fortsat stærk vækst for Norconsult
Norconsults koncernchef Per Kristian Jakobsen. Foto Erik Burås

I hele 2018 havde Norconsult en omsætning på 5,342 milliarder NOK. Det er en vækst på 15,5 procent sammenlignet med 2017. Året endte med et underliggende driftsresultat på 401 millioner NOK*, mod 371 millioner i 2017. Driftsmarginen for selskabet blev 7,5 procent i 2018 (8 procent i 2017).

– Vi er særdeles tilfredse med omsætnings- og resultatudviklingen. Konkurrencesituationen er hård, og alligevel har vi haft et højt aktivitetsniveau. Vi har ramt godt med de opkøb, vi har gennemført i 2018, og vi har samtidig oplevet en betydelig organisk vækst. Øget aktivitet, god projektgennemførsel og høj medarbejdertilfredshed er med til at forstærke den positive udvikling for selskabet, siger koncernchef Per Kristian Jacobsen i Norconsult.

HØJT AKTIVITETSNIVEAU OG FLERE SPÆNDENDE PROJEKTER

Norconsult har arbejdet med flere spændende projekter i 2018. Nogle af dem er byudvikling og projektering af Bispevika i Oslo, fællesprojektet Ringeriksbanen og E16, InterCity Drammen – Kobbervikdalen og E18 Tvedestrand-Arendal. I Sverige har man bl.a. påbegyndt en helhedsplan for Göteborg by samt geotekniske undersøgelser til dobbeltspor mellem Kiruna og grænsen til Norge på verdens ældste jernbane af sin slags, Malmbanen. Norconsult i Danmark begyndte i 2018 på projekteringen af Nordens største lufthavnshotel, Comfort Hotel i Kastrup. Flere nye og spændende projekter er i en tidlig fase, blandt andet er selskabet en del af teamet, der skal arbejde med en ny lufthavn i Bodø, og det er sammen med AF Gruppen via en totalentreprise i gang med E39-udbygningen mellem Kristiansand vest og Mandal øst, for tiden Norges største vejprojekt. Derudover er datterselskabet Nordic – Office of Architecture en del af gruppen, der projekterer det nye regeringskvarter i Oslo.

FORTSAT VÆKST

Navnlig i Norden fortsætter Norconsult væksten, både organisk og gennem opkøb. I 2018 overtog selskabet således Nordic – Office of Architecture (Nordic). Med en ejerandel på over 90 procent i Nordic samt opkøbet af Arkitekthuset Monarken AB i Sverige samt det danske arkitekt- og rådgivningsselskab KAAI – Kærsgaard & Andersen A/S har Norconsult nu positioneret sig som en af de store og toneangivende aktører inden for arkitektur i Norden. Disse opkøb åbner for nye samarbejdsmuligheder og bidrager til, at selskabet kan løse stadigt mere komplekse samfundsopgaver. Norconsult købte også it-udviklingsselskabet Fundator AS i løbet af året, et meget spændende fagmiljø, der giver koncernen nye kompetencer inden for systemudvikling, maskinlæring, it-arkitektur og it-rådgivning.

GODE FREMTIDSUDSIGTER

I løbet af 2018 blev der gennem organisk vækst og opkøb næsten 600 flere nyuddannede og erfarne medarbejdere i Norconsult. Selskabet arbejder målrettet med rekruttering sammen med uddannelsesinstitutioner i Norden. Ifølge undersøgelser gennemført af Universum er Norconsult blandt de allermest attraktive arbejdspladser for ingeniører og teknologistudenter i Norge.

Med temaet 'VR i jernbaneprojekter' nåede Thomas Angeltveit fra Norconsult helt til tops i konkurrencen 'DKTalent' ved innovationskonferencen Den Kloge Teknologi i 2018. For sit innovative arbejde med tegningsløse projekter og spilteknologi blev Norconsult tildelt den digitale innovationspris GeoBIM Leadership Awards. Selskabet gik også for andet år i træk videre til finalen i AEC Excellence Awards.

Norconsult er Norges største og en af de førende tværfaglige rådgivningsvirksomheder i Norden. Selskabet er godt klædt på til rentabel vækst – også i årene, der kommer.

*) Selskabet solgte i 2018 virksomheden Norconsult Eiendom AS og indgik en langsigtet lejeaftale for hovedkontoret i Vestfjordgaten 4 i Sandvika. Gevinsten fra dette afspejler sig ikke i det underliggende driftsresultat. Salget giver et resultatbidrag som en engangseffekt, så det faktiske resultat bliver 865 millioner NOK for 2018.

Tallene i denne meddelelse er ikke reviderede.

Kontaktpersoner

Profilbillede av Hege Njå Bjørkmann
Hege Njå Bjørkmann
Avdelingsleder Stab
Profilbillede av Kjetil Ekkeren
Kjetil Ekkeren
Rådgiver