Jes Hansen bliver ny administrerende direktør i Norconsult Danmark

Norconsult har udnævnt Jes Hansen som Executive Vice President (EVP) og administrerende direktør for Norconsult Danmark A/S. Jes Hansen, der tiltræder den 1. maj 2026, bringer mere end 20 års erfaring fra ledende stillinger i førende rådgivende ingeniørvirksomheder.

Jes Hansen bliver ny administrerende direktør i Norconsult Danmark.

– Jeg sætter stor pris på, at Jes Hansen har sagt ja til at stå i spidsen for Norconsult Danmark og blive en del af koncernledelsen. Norconsult har opnået solid vækst og lønsomhed i Danmark, og med Jes styrker vi nu teamet, der skal arbejde målrettet på at opfylde vores strategiske ambition om at blive en af de tre største rådgivere i Norden, siger Egil Hogna, CEO i Norconsult.

Jes Hansen kommer med mere end 20 års erfaring fra seniorlederstillinger i internationale rådgivende ingeniørvirksomheder. Han har solid erfaring inden for opkøb og integration, styrkelse af organisationskapaciteter samt en stærk track record inden for lønsom vækst. Gennem sin karriere har han haft ledende stillinger hos Parsons Brinckerhoff i Australien og Europa samt WSP, inden han tiltrådte Sweco i 2021. Senest har han været Executive Vice President og koncerndirektør hos Sweco Danmark med ansvar for centrale forretningsområder, herunder infrastruktur, vand, miljø, energi og pharma.

Norconsult Danmark beskæftiger sig primært med projekter inden for byggeri og arkitektur, anlæg samt industri og life science.

– Jeg ser frem til at blive en del af Norconsults koncernledelse og til at støtte op omkring udviklingen af Norconsult Danmark, som i de senere år har oplevet vækst gennem geografisk ekspansion, nye projekter og en stigning i antallet af rådgivere. Nu glæder jeg mig til at lære mine nye kolleger i Norconsult at kende, siger Jes Hansen.

Jess Sørensen er konstitueret EVP og administrerende direktør for Norconsult Danmark. Jess Sørensen fortsætter i denne rolle, indtil Jes Hansen tiltræder den 1. maj 2026, hvorefter Jess vender tilbage til sin faste stilling som administrerende direktør for Nordic Office of Architecture i Danmark.

***

For yderligere info, kontakt:

Jess Sørensen, Jess.Sorensen@nordicarch.com, +4540454052

Om Norconsult Danmark

Norconsult Danmark A/S beskæftiger omkring 570 medarbejdere, som yder rådgivning inden for byggeri, anlæg og Life Science. Virksomheden har hovedkontor i Herlev samt yderligere kontorer i København, Kalundborg, Aarhus, Aalborg, Viborg, Ballerup, Kolding, Grenå, Esbjerg, Horsens og Smørum. Norconsult råder over en bred vifte af kompetencer og erfaringsområder, der gør virksomheden i stand til at yde professionel rådgivning til både bygge- og industrisektoren.

Om Norconsult

Norconsult er et førende nordisk rådgivningsfirma. Vi kombinerer ingeniørfag med arkitektur og digital kompetence på tværs af små og store projekter i privat og offentlig sektor inden for infrastruktur, energi og industri, byggeri, ejendomme og arkitektur. Med hovedkontor i Sandvika i Norge og cirka 6.600 medarbejdere fordelt på omkring 140 kontorer i Norge, Sverige, Danmark, Island, Polen og Finland, kombinerer vi tværfaglig ekspertise med lokal tilstedeværelse.