Respekt for kulturarv og materialer midt i København
Norconsult Danmark har varetaget arkitektydelser og byggeledelse i forbindelse med restaurering af en bevaringsværdig bygning på Højbro Plads, hvor historie og moderne faglighed mødes. Ejendom ligger på matrikel 1 i selskab med Absalons statue og er en af de første bygninger der blev opført efter den store brand i 1795. Bygningen er senere ombygget i 1938.
Skånsom restaurering i et travlt og historisk byrum
Restaureringen sikrer, at bygningen fortsat kan bruges sikkert og komfortabelt af lejere og besøgende, samtidig med at kulturhistoriske værdier bevares. Arbejdet blev udført med særlige hensyn til både beboere og det travle byrum omkring Højbro Plads – f.eks. ved at begrænse støjende arbejde til morgentimerne og sikre diskret visuel fremtoning af stillads i stueplan.
Løsninger i projektet
Bygningens kobbertag er udskiftet 1:1, hvor der samtidig blev håndteret asbestforsvarligt. Facaden med blanksten og håndstrøgne mursten blev nænsomt renset, og fugerne udskiftet med traditionelle, hydrauliske mørtler for at undgå skade fra tidligere anvendelse af cementmørtel. Sandstensornamenterne er restaureret med fokus på detaljernes bevaring og bygningens oprindelige udtryk.
“
Det mest bæredygtige byggeri er restaurering og transformation af vores eksisterende kulturarv – det er her arkitektonisk kvalitet, ressourcebevidsthed og klimahensyn går hånd i hånd
- fortæller Anna Kliim-Hansen, Fredningsansvarlig på projektet og restaureringsekspert i Norconsult Danmark.
Projektets mission
Som en del af en rammeaftale med ATP har bygherre ønsket at fremtidssikre bygningen med respekt for dens historiske kvaliteter. Målet har været at gennemføre en restaurering, der både sikrer driftssikkerhed og æstetisk værdi i mange år fremover.