Genskabelsen af et ikon – teknisk nytænkning i en fredet bygning
Den fredede Cirkusbygning fra 1886 i København er blevet transformeret, restaureret og renoveret for at danne en fornyet ramme til de kommende kulturelle oplevelser, events og publikumsfunktioner. Norconsult har været ingeniørrådgiver på hele projektet og har leveret en tværfaglig indsats inden for konstruktioner, VVS, ventilation, køl, stærk- og svagstrøm, brand samt anlæg.
Løsninger i projektet
Cirkusbygningen er blevet transformeret tilbage til Verner Pantons istandsættelse fra 1984 med de originale farver og lyssætning. Facaden, vinduerne og indgangspartiet er ligeledes tilpasset det oprindelige udtryk og de oprindelige farver, og Alexander-frisen er restaureret.
Indvendigt er de eksisterende barer og toiletter renoveret, og der er skabt en helt ny garderobe samt herre- og dametoiletter i kælderen. Føringsveje har været et fokuspunkt gennem hele byggesagen.
Når samarbejde sikrer deadline og detaljen
Da lejer kun kan holde lukket i begrænsede perioder udenfor sæsonen, var der begrænsede måneder at udføre arbejdet i både i 2024 og 2025. Den samlede byggetid var 3 måneder i 2024 og 5 måneder i 2025. Den korte udførelsesperiode krævede tidlig entreprenørinddragelse og tæt samarbejde med entreprenør både under projektering og udførelse.
Projektets mission
Projektet har haft til formål nænsomt at føre bygningen tilbage til Verner Pantons istandsættelse fra 1984 med respekt for det oprindelige farve- og lysunivers, samtidig med at bygningen er blevet teknisk opgraderet.