Perron 1 – kulturelt multihus på Skanderborg Station
En del af Skanderborg Station omdannes til et kulturelt multihus med ventesal, museum, café, butik og læsesal, målrettet både borgere, pendlere og turister. Som ingeniørrådgiver på Perron 1 har Norconsult projekteret VVS, ventilation, EL-installationer, energi, konstruktioner og akustik samt varetaget fagtilsyn. Det sikrede, at den nye bygning med kompleks geometri blev opført inden for de eksisterende rammer, samt levede op til skærpede CO₂-krav og vil kunne fungere sikkert tæt på banen.
Et multihus for både borgere, pendlere og turister
Skanderborg Station er et knudepunkt for omkring 40.000 togpassagerer dagligt. Med Perron 1 blev den tidligere posthusdel af stationen omdannet til et multifunktionelt museumshus med kulturel ventesal, café, butik og læsesal. Bygningen er indrettet til både det hurtige udstillingsbesøg, mens man venter på toget, og længerevarende ophold med kulturformidling, borgerinformation og aktiviteter for blandt andet skoleklasser.
Løsninger i projektet - Ingeniørløsninger til kompleks geometri og banenær placering
Perron 1 er opført som en bygning med kompleks geometri, hvilket stillede høje krav til valg af konstruktioner og materialer. For at imødekomme den ønskede arkitektoniske udformning er bygningen primært udført i stål med lette dæk, så konstruktionen får den nødvendige formbarhed og fleksibilitet uden at gå på kompromis med brugernes oplevelse. VVS- og ventilationsanlæggene er en kombination af renoverede eksisterende installationer og nye løsninger. Den banenære placering har krævet tæt koordinering med Banedanmark, blandt andet i forhold til logistik og sikkerhed under udførelsen. Som rådgiver har Norconsult desuden arbejdet inden for skærpede krav til CO₂-udledning og bidraget til projektets grønne profil.
Bygherres mål - et fleksibelt museumshus i eksisterende rammer
Projektet er udviklet inden for de eksisterende fysiske rammer på stationen og til at rumme mange funktioner: kulturel ventesal, informationspunkt, udstillinger, café, butik og læsesal. Målet har været at skabe et fleksibelt museumshus, der både understøtter hverdagens pendlertrafik og fungerer som kulturtilbud for borgere og turister.
Norconsult har som ingeniørrådgiver navigeret i flere typer processer, interessenter og tekniske krav – fra banenære forhold til bæredygtighed og akustiske løsninger – for at sikre kvalitet, funktionalitet og driftssikre rammer for Skanderborg Museums nye, mangefacetterede tilbud