Den danske arkitektvirksomhed Nordic Office of Architecture bliver en del af et stærkt fagligt fællesskab med søstervirksomheder i Norge og Island – i alt 500 medarbejdere. Tegnestuerne er alle en del af Norconsult-koncernen, som med 5500 medarbejdere, hvoraf næsten 1 000 er arkitekter, er en af Nordens største rådgivningsvirksomheder.
– Gennem de seneste år, har vi inviteret en række af de bedste danske arkitektvirksomheder ind i vores koncern. For at styrke ambitionen om at skabe en ledende spiller på den nordiske arkitekturscene, samles alle arkitekter i Danmark nu under et fælles brand, Nordic Office of Architecture”, fortæller Thomas Bolding Rasmussen, administrerende direktør i Norconsult Danmark.
Det nye Nordic Office of Architecture bliver markedsledende inden for bolig-, sundheds-, uddannelses- og lufthavnsbyggeri. Derudover har Nordic Office of Architecture landskab og byudvikling in-house, som løfter opgaver på tværs af alle byggeprojekter. Organisationen i Danmark samler 200 medarbejdere på kontorer i København, Aarhus og Aalborg og placerer sig dermed blandt Danmarks absolut største arkitektvirksomheder.
Jess Sørensen, der fremadrettet bliver direktør for Nordic Office of Architecture i Danmark, har store ambitioner;
– De virksomheder vi samler har lavet fantastiske projekter og skabt bæredygtig og prisvindende arkitektur i mere end 50 år. Nu bringer vi vores erfaring, faglighed og kultur sammen for at kunne skabe bedre rammer for god arkitektur, der gør en positiv forskel for mennesker og samfund. Sammen vil vi have større kapacitet og flere specialistkompetencer internt, der vil styrke os i den rådgivning, vi kan tilbyde vores kunder.
Mads Dyssel Engel, der kom til Rubow Arkitekter som ny direktør tidligere i 2022, fortsætter som direktør for Nordics kontor i København i tæt samarbejde med Lars Bo Lindblad og Lars Hetland. Han glæder han sig over at tegnestuen nu bliver en del af et større og stærkere fællesskab;
– Jeg oplever at der er et perfekt match i tilgangen til arkitektur på tværs af Rubow Arkitekter, Nordic Office of Architecture og Norconsult Arkitektur. Vi har lavet forskellige typer af projekter, men vi arbejder efter den samme filosofi og nordiske designtradition. Derudover er vores kultur meget ens, så vores kunder og samarbejdspartnere vil stadig opleve os som tilgængelige og personlige.
Sofie Peschardt, afgående direktør for Nordic Office of Architecture i Danmark, bliver en del af den nye kreative ledelse sammen med Susanne Hansen, tidligere Rubow Arkitekter og Mads H. Lund, tidligere KHS. Sofie har arbejdet på tværs af Norden med kollegaer i Oslo og Reykjavik i flere år, og har set værdien af at have dyb specialistkompetence internt;
– Samarbejdet på tværs af fagområder og landegrænser er en central del af Nordics DNA og succes. Vi har gennem en årrække oparbejdet unikke kompetencer blandt andet indenfor lufthavns- og sundhedsbyggeri, og med endnu flere dygtige kollegaer får vi mulighed for at brede samarbejdet ud på flere projekttyper.
Norconsult har i Danmark opkøbt Skovhus Arkitekter (2017), KAAI (2018) og KHS Arkitekter (2019) og skabt Norconsult Arkitektur. Rubow Arkitekter kom til i 2021. Norconsult i Norge opkøbte Nordic Office of Architecture i 2018 med afdelinger i Danmark og Island. Når Norconsult nu samler alle arkitekter i et fælles selvstændigt brand, er det for at skabe et stærkere fagligt og kreativt fællesskab.
– Det er vores overbevisning, at vi dyrker arkitektfagligheden bedst, ved at styrke den i et selvstændigt arkitektbrand, som går på tværs af hele Norden. Sådan sikrer vi også at vi kan bringe vores fagligheder i spil og levere samarbejdende totalrådgivning fra øverste hylde på tværs af vores arkitekter og ingeniører,” siger administrerende direktør i Norconsult Danmark, Thomas Bolding Rasmussen.
Thomas Bolding Rasmussen
Administrerende direktør
Anders Christoffer Lundgren Søvsø
Afdelingsleder - Miljø & Geoteknik