Norconsult Danmark har igen vist evnen til at omsætte øget aktivitet til mærkbare resultater på bundlinjen. I den netop offentliggjorte årsrapport fremgår det, at selskabet i 2023 har haft en stigning på 60 millioner kroner i omsætningen. Det svarer til en vækst på 13,4 procent og en tilsvarende stigning på årets resultat før, finansielle poster og skat (EBITA), fra 37,0 til 39,5 millioner kroner.
De fine resultater kan særligt tilskrives virksomhedens dygtige medarbejdere samt strategiske opkøb af både LB Consult A/S og INGENIØRVÆKET A/S, hvormed Norconsult har øget den geografiske tilstedeværelse i Jylland. Samtidig har opkøbet af aktiviteterne fra den sjællandske del af Franck Miljø & Geoteknik styrket kompetencerne indenfor netop det marked.
Adm. Direktør i Norconsult Danmark Thomas Bolding Rasmussen er særligt stolt af, hvordan virksomheden på tværs af fag og geografi nu kan levere endnu bredere og fagligt solid rådgivning til kunderne.
I 2023 blev Norconsult endnu engang hædret med Gazelle-prisen, bl.a. på baggrund af de seneste 4 års omsætningstal. Ligesom sidst er det en pris, som Thomas Bolding Rasmussen er særdeles stolt af.
”Prisen understreger vores evne til at omsætte ambitioner til virkelighed. At vi, som en virksomhed af vores størrelse, er i stand til at fordoble vores størrelse over fire år - ikke bare én men to gange, er ret unikt,” siger Thomas Bolding Rasmussen.
Et stærkere Norconsult
Gennem de seneste år er virksomheden blevet udvidet med nogle af branchens dygtigste arkitekter. For at styrke ambitionen om at være en ledende spiller på den nordiske arkitekturscene samlede Norconsult i Danmark i starten af 2023, Rubow Arkitekter, Nordic Office of Architecture og Norconsult Arkitektur i én arkitektvirksomhed – under navnet Nordic Office of Architecture.
Samtidig blev der i 2023 investeret kraftigt i den faglige udvikling af virksomhedens medarbejdere for at få et større netværk på tværs af landet samt en systematisering af de faglige kompetencer og seneste udvikling i branchen. For kunderne betyder det øget adgang til specialistviden, og derfor er det en frugtbar investering for alle parter.
”Vores dygtige kollegaer er fundamentet for det, vi gør. Derfor er det vigtigt, at vi fortsat udvikler deres kompetencer og giver dem de bedste forudsætninger for at løse vores kunders opgaver,” siger Thomas Bolding Rasmussen
Norconsult har siden sin etablering i Norge i 1929 været ejet af medarbejderne. I november 2023 blev virksomheden noteret på Oslo børs og markerede dermed en milepæl. Sammen med den øvrige koncern har Norconsult i Danmark formået at levere på den fastlagte strategi og har dermed indfriet forventningerne.
Høje ambitioner for fremtiden
Norconsult vil forsætte med at udvikle medarbejderne og forretningen i 2024.
”Vi har oplevet en stor drivkraft i at udvide vores kompetencer indenfor specialistområder som eksempelvis geoteknik, brandrådgivning, akustik og Life Science. Vi mærker, at det gør os eftertragtede hos vores kunder, når vi kan levere på en bred faglig pallette. Det styrker os på vores klassiske ydelser indenfor Arkitektur og Ingeniørrådgivning og gør os dermed mere robuste overfor mulige bølger i markedet,” siger Thomas Bolding Rasmussen.
De fortsat store aktiviteter inden for bl.a. Pharma branchen og Life Science betyder, at der også fremadrettet er stor efterspørgsel efter den rådgivning, som Norconsult kan levere, og forventningerne er derfor fortsat en sund udvikling i 2024.
Om Norconsult i Danmark
Norconsult Danmark A/S beskæftiger omkring 570 medarbejdere, som yder rådgivning inden for byggeri, anlæg og Life Science. Virksomheden har hovedkontor i Herlev samt yderligere kontorer i København, Kalundborg, Aarhus, Aalborg, Viborg, Ballerup, Kolding, Grenå, Esbjerg, Horsens og Smørum. Norconsult råder over en bred vifte af kompetencer og erfaringsområder, der gør virksomheden i stand til at yde professionel rådgivning til både bygge- og industrisektoren.
Om Norconsult
Norconsult er et førende nordisk rådgivningsfirma. Vi kombinerer ingeniørfag med arkitektur og digital kompetence på tværs af små og store projekter i privat og offentlig sektor inden for infrastruktur, energi og industri, byggeri, ejendomme og arkitektur. Med hovedkontor i Sandvika i Norge og cirka 6.300 medarbejdere fordelt på omkring 140 kontorer i Norge, Sverige, Danmark, Island, Polen og Finland kombinerer vi tværfaglig ekspertise med lokal tilstedeværelse.