Norconsult står bag nyt moderne tandlægehus i Brovst

Et nyt moderne tandlægehus står nu færdigt i Brovst i Jammerbugt Kommune. Norconsult har leveret totalrådgivning på projektet, hvor fire tandlægeklinikker i kommunen nu er samlet under ét tag. Med arkitektur og indretning, der bryder med klassiske sundhedsbygninger, er formålet blandt andet at skabe mere trygge rammer for patienterne.

En innovativ gentænkning af et sundhedshus

Mange danskere er nervøse for et besøg hos sin tandlæge, og den nye tandklinik i Brovst er designet og bygget med henblik på, at det skal være trygt at gå til tandlægen. Derfor er bygningen designet med højt til loftet, udsigt til åben himmel og uden lange, monotone gange.

Det har gjort tandlægehuset behageligt, varmt og trygt, og det glæder Jakob Thiel, bygherrerådgiver i Norconsult:

Alle kender forventningen om at gå ind ad en grå dør og sidde i venteværelser med hvide vægge. Så bliver ens hjerne bekræftet i, at der er noget galt. Her er der skabt en helt anden stemning, og vi er stolte af at lave en bygning, som ikke oser af sundhedsvæsenet”.

Det gode interne samarbejde

Norconsult har været med i processen lige fra den første workshop til den sidste mursten. Jakob Thiel fortæller, at det har været en stor fordel, at Norconsult har kunnet leveret alle ydelser in-house:

Vi har lavet alt fra idé til aflevering, og det har skabt en stor værdiskabelse, som hele tiden har været undervejs. Samtidig har det givet en stærk følelse af fælleseje, fordi det ikke er ingeniørens eller arkitektens projekt – det er Norconsults”.

En bygning, der skal tiltrække personale

Hovedformålet med at bygge et nyt centreret tandlægehus er at få en mere effektiv tandlægepraksis i Jammerbugt Kommune. Med et nyt, innovativt og tværfagligt hus bliver det nemmere at tiltrække personale, og tilbage står et resultat, som både bygherren og cheftandlægen i kommunen er meget tilfredse med.

”Cheftandlægen for kommunen har sagt, at hun ikke får problemer med at ansætte nye tandlæger her”, siger Jakob Thiel.