Morten Larsen

Norconsult styrker området miljø og geoteknik med ny afdelingsdirektør

Erfaren geoteknisk profil skal drive fortsat vækst og udvikling i landsdækkende afdeling bestående af 65 medarbejdere

Norconsult Danmark har ansat Morten Larsen som ny afdelingsdirektør for virksomhedens miljø- og geotekniske afdeling, der i dag beskæftiger 65 specialister. Ansættelsen er et vigtigt skridt i Norconsults ambition om at styrke og udvide sin position inden for særlig geoteknik samt opretholde og udbygge positionen inden for miljø og bygningsmiljø.

Morten Larsen er en stærk faglig profil inden for geoteknik og bidrager især med erfaring inden for bygnings- og anlægskonstruktioner.

Morten har arbejdet indgående med avancerede beregninger samt en bred vifte af vej- og anlægsprojekter og bringer dermed kompetencer, der understøtter Norconsults ambition om at udvide forretningen inden for blandt andet infrastruktur.

“Vi har allerede en stærk og veldrevet forretning inden for miljø og geoteknik, og Morten passer perfekt ind i den rejse, vi er på, hvor vi målrettet arbejder på at tage en endnu stærkere position i markedet. Med hans faglige profil og erfaring – blandt andet inden for infrastruktur – står vi rigtig godt rustet til at vækste yderligere,” siger Jes Hansen, administrerende direktør i Norconsult Danmark.

Klar retning for videre udvikling

Norconsult arbejder i mange projekter fra idé og planlægning til udførelse og drift og leverer blandt andet jordbunds- og miljøundersøgelser samt geoteknisk rådgivning, herunder funderings- og stabilitetsberegninger, forureningsundersøgelser, grundvands- og kloakhåndtering, miljøscreening, risikovurdering og avancerede geotekniske anlægsberegninger såsom tværbelastede pæle.

For Morten Larsen var stillingen attraktiv, fordi den favner både faglig bredde og klare vækstambitioner.

“Jobbet favner de kompetencer og discipliner, jeg selv har arbejdet med gennem de seneste mere end 20 år. Jeg kender faget indgående og motiveres af Norconsults ambition om at udvikle og ekspandere forretningen inden for blandt andet miljø og geoteknik,” siger Morten Larsen.

Han fremhæver samtidig Norconsults egne borerigger som en væsentlig styrke:

“Det giver en høj grad af agilitet og gør os hurtigere og mere fleksible i vores rådgivning. Det skaber klar værdi for kunderne”, siger han.

Med Morten Larsen som ny afdelingsdirektør står Norconsults miljø- og geotekniske afdeling stærkt rustet til næste fase – og til fortsat at udvikle løsninger, der hver dag forbedrer hverdagen for kunder og samfund.