Arbejdernes Andelsboligforening i Aarhus har udpeget Norconsult som totalrådgiver, med Nordic Office of Architecture som underrådgiver, til opførelsen af 35 nye seniorboliger.
Projektet, som vil fokusere på bæredygtighed, biodiversitet og sundt liv, er placeret i et naturskønt område i Hørning. Norconsult vil håndtere alle aspekter af projektet, herunder projektledelse, arkitektur, landskabsarkitekter, ingeniørydelser og byggeledelse frem til færdiggørelse og ibrugtagning.
Projektet vil ikke blot omfatte nybyggeriet af de 35 seniorboliger, men også ombygningen af en eksisterende bygning til et fælleshus. Ambitionen er at byggeriet skal DGNB guld-certificeres, hvilket afspejler bygherrens høje ambitioner for bæredygtighed og kvalitet.
Bygherren har præsenteret en række visioner for projektet:
- Understøtte og bevare områdets grønne karakter og skabe et rekreativt frirum for både beboere og byens borgere.
- Skabe et tilgængeligt område med fokus på kvalitetsbyrum.
- Opføre sunde boliger med vægt på dagslys, stoflighed og materialevalg.
- Skabe et sted, hvor beboere og borgere føler sig tæt på naturen og omfavnet af arkitekturen.
- Værne om privatlivet i de enkelte boliger og undgå indbliksgener, samtidig med at udsigten og forbindelsen til naturen bevares.
- Leverere kvalitetsbyggeri både arkitektonisk og håndværksmæssigt.
- Skabe moderne, bæredygtige boliger, der er lokalt forankret i stedets historie.
Tildelingen af opgaven understreger tilliden til Norconsults omfattende tværfaglige viden og erfaring inden for bæredygtigt byggeri i Danmark.
Illustration: PAX-arkitekter