Efter en beboerafstemning er det besluttet at gennemføre en helhedsrenovering af samtlige boliger i Axelborg. Projektet indebærer en total transformation og fremtidssikring af hele afdelingen.
Der sker en omfattende renovering, som indeholder optimerede adgangsforhold og udskiftning af samtlige tekniske anlæg. Køkkener og badeværelser ombygges til attraktive arealer med optimale indretninger, overflader og materialer.
Alle indvendige overflader på lofter, vægge og gulve renoveres, så de fremstår nye og driftssikre. Derudover laves der nye installationer til el, vand og varme, mens bygningerne bliver efterisoleres udvendigt, hvor der også opføres nye facader i tegl.
Derudover ombygges 15% af boligerne til tilgængeligheds- og plejeboliger. Boligerne etableres som 1-plansboliger med blandt andet større badeværelser, bredere døre og elevatorer dimensioneret til båretransport.
Som følge af boligernes tilstand har Landsbyggefonden bevilliget støtte til helhedsrenoveringen, der skal løfte området både arkitektonisk, funktionelt og socialt.
Norconsult er totalrådgiver på projektet og varetager alle rådgivningsydelser fra de indledende faser til aflevering. Samtlige ydelser leveres internt i koncernen.
En ny identitet for Axelborg
Når renoveringen står færdig i 2031, vil Axelborg fremstå som et moderne og attraktivt boligområde med en ny identitet. Områdets placering højt over Horsens betyder, at de nye facader og det arkitektoniske løft vil præge byens samlede udtryk.
”Det her er ikke bare en renovering – det er en reel transformation af boligområdet. Vi er med til at løfte både boligerne og hele områdets attraktivitet, så det i højere grad bliver et sted, hvor folk har lyst til at bo og blive”, siger Jakob Thiel, bygherrerådgiver og markedsansvarlig i Norconsult.
Målet er at skabe tidssvarende boliger med høj komfort og moderne løsninger inden for energi, ventilation og materialevalg. Projektet skal samtidigt styrke områdets omdømme og gøre Axelborg mere attraktivt for både nuværende og kommende beboere.
Projekteringen er igangsat
Norconsult får ansvaret for materialevalg, tekniske løsninger og det arkitektoniske udtryk. Som en del af helhedsplanen omdannes de eksisterende udearealer desuden til attraktive opholds- og aktivitetsområder.
Projekteringen starter nu, og vi er stolte over at være totalrådgivere på et så attraktivt projekt.
Det forventes, at byggeriet starter i efteråret 2027 og står færdigt i 2031.