Norconsult og Nordic Office of Architecture vinder totalrådgiverkontrakt for ny dialyse i Horsens

Norconsult og Nordic Office of Architecture er i fællesskab udpeget som totalrådgivere på etableringen af ny dialyse samt ombygning af de fraflyttede dialyseområder på Regionshospitalet Horsens. Projektet omfatter en teknisk kompleks og installationstung opgave, der skal gennemføres, mens hospitalet er i fuld drift.

Opgaven stiller høje krav til planlægning, koordinering og teknisk indsigt, da arbejdet udføres i et aktivt hospitalsmiljø med fokus på patientsikkerhed, arbejdsmiljø og mindst mulig påvirkning af den daglige drift. Projektet omfatter blandt andet omfattende installationer inden for VVS, ventilation, el, dialysesøjler og specialinstallationer som skal integreres i eksisterende bygninger og behandlingsmiljøer.

Norconsult og Nordic Office of Architecture har sammensat et tværfagligt rådgiverteam med solid erfaring fra hospitalsbyggeri og særligt fra installationstunge behandlingsområder. Teamet har blandt andet indgående kendskab til Regionshospitalet Horsens og Region Midtjyllands arbejdsgange fra tidligere projekter, hvilket skaber et stærkt afsæt for en effektiv og sikker gennemførelse af opgaven.

“Vi er meget glade for den tillid, Region Midtjylland er vist os, og ser frem til at bringe vores stærke kompetencer inden for hospitalsbyggeri i spil. Det er en kompleks opgave, hvor teknisk robusthed, tværfaglig koordinering og hensyn til drift er afgørende – og netop her har vi stor erfaring,” siger Christian Corydon, direktør for Byggeri Vest i Norconsult.

Samarbejdet mellem Norconsult og Nordic Office of Architecture kombinerer stærke ingeniørfaglige kompetencer med arkitektfaglig erfaring i sundhedsbyggeri og ombygninger i drift. Ambitionen er at skabe velfungerende og robuste rammer for dialysebehandlingen – både nu og på længere sigt – i tæt dialog med bygherre og hospitalets brugere.

Projektet gennemføres som totalrådgivning og omfatter alle faser fra projektering til udførelse.