LB Consult bliver nu en del af Norconsult

Den rådgivnede ingeniørvirksomhed LB Consult bliver en del af Norconsult, der med opkøbet styrker den geografiske tilstedeværelse og får tilført ca 50 nye medarbejdere og kompetencer med klare synergier til resten af forretningen.

Norconsult kan i dag offentliggøre, at virksomheden har købt den rådgivende ingeniørvirksomhed LB Consult. Med opkøbet styrker Norconsult sine kompetencer inden for bygherrerådgivning og nærheden til kunderne i Øst- og Sydjylland.

I alt bliver cirka 50 nye medarbejdere med base i Aarhus, Kolding og Grenå en del af Norconsult, der vokser til 500 medarbejdere i Danmark.

Adm. direktør i Norconsult, Thomas Bolding Rasmussen, glæder sig over at byde nye, dygtige kollegaer velkommen, som giver Norconsult mulighed for at komme endnu tættere på kunderne både geografisk og i rådgivningen.

”Vi er meget glade for at kunne byde alle LB Consult-medarbejdere velkommen i Norconsult. De kommer med en rigtig god faglighed og stærk kultur med fokus på enkelthed og nærhed til kunderne, som passer perfekt ind hos os. Vi kommer samtidig tættere på vores kunder med nye kontorer i Jylland, og så styrker vi vores faglighed inden for bygherrerådgivning. Jeg er overbevist om, at opkøbet vil gavne både medarbejdere og forretning,” siger Thomas Bolding Rasmussen.

Også hos LB Consult vækker det glæde at blive indlemmet i Norconsult. Ifølge Lars Bager, der er stifter og adm. direktør i virksomheden, vil det styrke medarbejdernes udvikling at komme ind i en større virksomhed som Norconsult med plads til samarbejde og sparring på tværs af mange forskellige fagligheder.

”Det er en fantastisk dag for LB Consult og alle mine kollegaer, at vi nu bliver en del af Norconsult, hvor vi kan fortsætte den rejse vi har været på, i godt 30 år. For medarbejderne giver det bl.a. nogle unikke udviklingsmuligheder, da faglig udvikling netop er noget, der vægtes højt i Norconsult. Jeg er overbevist om, vi alle går en spændende fremtid i møde, hvor vi fortsat kommer til at arbejde med en masse nye spændende opgaver inden for det private og det offentlige. For vores kunder og samarbejdspartnere skaber det mulighed for, at vi kan tilbyde endnu flere rådgiverydelser og specialer samtidig med, at kunder og samarbejdspartnere kan være trygge ift. at vi fortsat er proaktive og har fokus på at sikre dem merværdi,” siger Lars Bager.

SJETTE OVERTAGELSE PÅ SEKS ÅR

Overtagelsen af LB Consult A/S er den sjette i rækken siden 2017 for Norconsult, og i den periode er virksomheden gået fra 60 til nu 500 medarbejdere i Danmark.

Investeringerne skal ifølge Thomas Bolding Rasmussen bidrage til at sikre fortsat vækst, skabe synergier og styrke fagligheden på tværs af organisationen.

”Der er stor efterspørgsel på vores ydelser, og derfor ser vi fortsat muligheder i at styrke os gennem opkøb – både i dyden og i bredden. Vi tror på, at de bedste resultater skabes, når vi har mange strenge at spille på og arbejder på tværs, så vi kan tilbyde kunderne den allerbedste rådgivning på markedet. Moderne byggeri er komplekst, og derfor er udvikling og et tværfaglig samspil helt afgørende,” siger Thomas Bolding Rasmussen.

LB Consult forsætter under eget navn, men vil på sigt komme til at hedde Norconsult.

NORCONSULT I DANMARK

Norconsult Danmark A/S beskæftiger efter overtagelsen af LB Consult A/S ca. 500 medarbejdere, som yder rådgivning inden for byggeri, anlæg og Life science. Virksomheden har hovedkontor i Herlev samt yderligere kontorer i København, Kalundborg, Aarhus, Aalborg, Viborg og Ballerup og nu også Aarhus, Kolding og Grenå. Norconsult råder over en bred vifte af kompetencer og erfaringsområder, der gør virksomheden i stand til at yde professionel rådgivning til såvel byggeriet som industrien.

 

NORCONSULT KONCERNEN

Norconsult er en konsulentvirksomhed med 5.500 ansatte fordelt på omkring 130 kontorer, hovedsageligt i Norden. Virksomheden udfører hvert år en lang række opgaver for private og offentlige kunder inden for byggeri og ejendomme, transport, vedvarende energi, vand og spildevand, industri, miljø, sikkerhed, arkitektur, planlægning og IT. Norconsult er ejet af medarbejderne.

 

LB CONSULT A/S

LB Consult A/S blev grundlagt i 1992 og tilbyder ingeniørrådgivning og bygherrerådgivning med høj faglighed og personlig rådgivning forankret i en dyb forståelse af kundernes behov. Virksomheden har cirka 50 ansatte fordelt på kontorer i Aarhus, Kolding og Grenå.