Nyt bycenter med erhverv, retail og boliger
Norconsult har som ingeniørrådgiver for NREP været en del af udviklingen og transformationen af Herlev Bymidte. Projektet omfattede i alt 57.000 m² fordelt på nybyggeri og renovering af det eksisterende butiksområde. Området blev gennemgribende moderniseret og udvidet med specialbutikker, fitnesscenter, sundhedscenter, 135 lejeboliger, kontorfaciliteter samt det nye Herlev Rådhus.
En omfattende opgave
Omfattende gennemgang af eksisterende tegningsmateriale samt fysiske registreringer af bygningen dannede grundlag for projekteringen af de tekniske installationer og afklaringen af de statiske forhold.
En stor del af centerets butikker var i drift under renoveringen, hvilket stillede særlige krav til planlægning og gennemførelse. Projektet omfattede en komplet udskiftning og modernisering af de tekniske installationer, herunder nye føringsveje, eltavler samt brand-, sikkerheds- og sikringsanlæg.
Derudover blev ventilationsanlæg og kanalføringer udskiftet for at sikre, at både lovgivningsmæssige og funktionelle krav blev opfyldt. Parkeringskælderen under centret blev samtidig renoveret og tilpasset de nye konstruktive forhold.
Med udgangspunkt i den eksisterende centerstruktur omfattede projektet også konstruktioner og tekniske installationer til nybyggeri af boliger og erhverv. Projektet blev gennemført i overensstemmelse med kravene i Bygningsreglementet 2018.
Løsninger i projektet
Projektet er opført med afsæt i det eksisterende bycenter, hvilket stillede store krav til både byggeteknik og logistik. Gennem hele byggeperioden var den eksisterende Føtex-butik i drift, hvilket krævede omhyggelig planlægning og tæt koordinering mellem byggeplads, butikker og kunder for at sikre en velfungerende hverdag under ombygningen.
Projektets mission
Det eksisterende Herlev Bycenter, der fik sin nuværende form ved en ombygning sidst i 1990’erne. Ombygningen, med de nye erhvervslokaler, forretninger og boliger, bliver i fremtiden et nyt levende kontaktpunkt i kommunen til byens borgere og brugere.