Klassisk boligkarré i hjertet af Aarhus
Med 101 lejeboliger og aftrappende bygningshøjder fra 8 til 4 etager er Maltgården et imponerende byggeri i bybilledet. Som ingeniørrådgiver for bygherre Olav de Linde og totalentreprenør Dansk Boligbyg har vi været med til at skabe rammerne for ejendomskomplekset.
Gammel bryggerigrund med nyt formål
Maltgården er placeret på Ceres’ tidligere bryggerigrund nær Aarhus bymidte og rummer 101 lejligheder. Lejlighederne fremstår i varierende størrelser, hvilket gør det muligt for både studerende, børnefamilier og enlige at bosætte sig på Ceres Allé 11.
Løsninger i projektet
Maltgården er opført med karakteristiske niveauspring fra 8 til 4 etager, der giver byggeriet et imponerende trappelignende udtryk. Niveauspringene er nøje gennemtænkt for at skabe gode lysforhold og -indfald i de moderne lejeboliger. Netop lyset har været i centrum for at sikre indbydende og rummelige lejeboliger, der rummer mellem et til fem værelser.
Karréen er etableret med gode udeområder med plads til afslapning og samvær. Hver lejlighed har enten altan eller terrasse, og der er etableret fælles og private tagterrasser med udsigt over byen. Byggeriet lukker sig om et fælles grønt gårdrum, og der er etableret parkeringskælder under byggeriet..
Lejlighederne er opført med fokus på kvalitet. Der er egeplank-gulve med gulvvarme, rå murstensvægge lavet af genbrugsmursten, natursten på badeværelserne og Invita-køkkener med elegant egetræsbeklædning. Lejerne kan se frem til at bo i lejligheder, hvor der er tænkt over hver eneste detalje - lige fra belysning til materialer.
Projektets mission
Maltgården er en karakteristisk boligkarré, der omfavner det urbane miljø og tiltrækker en bred vifte af lejere i Aarhus. Bygherrens vision var at skabe et kvalitetspræget kompleks med fokus på detaljer og rummelighed, hvilket gør Maltgården til et attraktivt hjem for de aarhusianske lejere.