Jordrensning som baner vejen for bæredygtigt byggeri i København
På en tidligere industrigrund i København stod AKF over for en stor udfordring: en dybtliggende forurening med klorerede opløsningsmidler, som forhindrede udviklingen af et nyt bolig- og butiksområde. Norconsult blev valgt som miljøfaglig rådgiver for at sikre en sikker og effektiv oprensning. Gennem tæt samarbejde med bygherre, myndigheder og entreprenører håndterede Norconsult hele processen – fra de første undersøgelser og dialogen med myndighederne til valg af den mest egnede afværgeløsning. En traditionel udgravning ville være både dyr og risikabel pga. grundvandsforholdene, så valget faldt på termisk oprensning. Denne metode gjorde det muligt at fjerne det mest forurenede område (hot-spot) uden opgravning, hvilket sparede store mængder materialer, reducerede risikoen for omkringliggende bygninger og gjorde det muligt at opnå byggetilladelse.
Miljøforbedringer der skaber tryghed og gør fremtidig byudvikling mulig
Projektet fjerner en markant miljø- og sundhedsrisiko i et tæt byområde. Når forureningen er fjernet, kan grunden udnyttes til nye boliger og detailhandel, og området får tilført liv og tryghed. Samtidig er oprensningen et vigtigt bidrag til en ansvarlig og bæredygtig byudvikling i København, hvor tidligere industrigrunde får nyt liv – uden at gå på kompromis med miljøet.
Løsninger i projektet
Forureningen på grunden viste sig at være både dyb og kompleks med meget høje koncentrationer af klorerede opløsningsmidler. Efter en teknisk vurdering og en cost-benefit-analyse anbefalede Norconsult termisk oprensning som den mest effektive og sikre metode. Den gjorde det muligt at rense jorden ned til 8,5 meters dybde og leve op til de strenge myndighedskrav. Oprensningen blev udført ved at opvarme jorden via nedborede jernrør til over 100 grader, så forureningen kunne fordampe og opsamles kontrolleret. Metoden blev nøje tilpasset den tætte beliggenhed, den begrænsede plads og det høje grundvandsspejl. Projektet blev samtidig det første i Danmark, hvor et termisk anlæg blev etableret direkte i en udgravning – og hvor størstedelen af den anvendte biogas var CO₂-neutral. Undervejs krævede det høje grundvandstryk og den uens geologi justeringer af strategien. I tæt samarbejde med Arkil blev løsningen løbende tilpasset, og projektet kom sikkert i mål – drevet af et stærkt samarbejde mellem bygherre, entreprenør og rådgiver.
Projektets mission
Ejendomsselskabet KBH NV A/S ønskede en løsning, der fjernede den miljømæssige risiko og gjorde grunden klar til byggeri og fremtidig byudvikling. Målet var en oprensning, der kunne godkendes af myndighederne, skabe klarhed over de tekniske forhold og tage højde for den tætte beliggenhed midt i byen.
Den valgte løsning indfriede missionen. Den dybdegående oprensning fjernede de risici, der tidligere forhindrede byggeriet, og har skabt et trygt og stabilt udgangspunkt for etableringen af nye boliger og butikker i København.